fredag den 17. december 2010

Farven lilla .... og grydelapper igen igen

Nu fik jeg taget mig sammen til at få blogget tre lilla sjaler.
De to er på bestilling og skal bruges til julegaver, så det er last minute


Et par grydelapper mere - i dominostrikning og dobbelte - i økologisk bomuld.
Lækre og bløde. Hyggeligt indimellem håndarbejde.

mandag den 6. december 2010

Pulsvarmere

Inspireret af Ingrids blog har jeg strikket disse enkle pulsvarmere


De er superenkle og kan tilpasses alle størrelser og garntykkelser.
De er strikket i perlestrikning på strømpepinde nr. 6½ i Raggsokgarn fra Netto og kanten er hæklet i fastmasker med Bumbo pelsgarn fra Superbest. Nederste kant er i sort Raggsokgarn, hæklet med 3 lm og nedtag i kant.

De er hurtige at lave - her i 3 størrelser: voksen, teenager, barn
- og kan pyntes efter egen smag.


Disse sjove fætre dumpede ind ad brevsprækken idag:


Bestilt hos Trygfonden og ganske gratis. Reflekser behøver nemlig ikke være kedelige.

torsdag den 2. december 2010

Flere muffedisser

Flere muffedisser er røget af pindene

De lilla er sendt videre som gave. En blanding af uld og bomuld, nok bedst som indoor accessorie i denne kulde.

Der er taget hul på december og julen nærmer sig med hastig fart - ja selv kartoflerne er ved at komme i julestemning Det er også blevet til to huer til sønnike, men han rendte af med dem, inden jeg nåede at tage et billede. De er strikket efter denne amerikanske soldier hat opskrift og har en rigtig god pasform.


Ellers går tiden med at pakke gavekurve til kunder.
- et rigtig hyggeligt december hjemmearbejde.


torsdag den 11. november 2010

Muffedisser

Årstiden er til muffedisser.



Så jeg har gang i hjemmeproduktionen.

Ældstebarnet på 36 :-) har lige fået et par i råhvid Drops Alpaca, men hun siger at de kradser lidt, så i stedet har jeg strikket disse i Merci 50% uld og 50% bomuld i denne lækre farve.
De er afleveret her til eftermiddag og godkendt.
Mellemstebarnet på 34 har også bestilt et par, og de er på pindene lige nu.

Opskriften finder du her:
Ændringer:
Masker slås op som strikkeopslag.
Glat på det øverste af muffedissen samt tommel strikkes på ½ nr mindre pinde.
Den ene muffedisse strikkes lige efter opskrift, den anden startes mønster med mønsterpind 3, så de bliver spejlvendte i mønsteret. Det vil nok ikke kunne ses, men sådan kan jeg bedst lide det.
Jeg lukker af med en hæklenål (½ nr. mindre end strikkep.) sætter 1. m fra strikkepinden over på hæklenålen, stikker derefter gennem næste m på strikkep, og hækler 1 fm. Slutter omg med en kædemaske i første fm.
Jeg synes, dette giver en god elastisk aflukningkant.

onsdag den 3. november 2010

Lækkert garnkøb

Fy føj - nu kom jeg til det igen.
Har ellers længe holdt mig i skindet og brugt af den halvstore beholdning af lagergarn.
Fik nys om, at Hostrik kører et godt tilbud i øjeblikket.
Du kan selv bestemme prisen på garnkøb.
Hostrik giver nemlig p.t. rabat når man opretter sig som kunde - modtager nyhedsbrev eller er medlem af Rokken.dk.

Helt op til 40% rabat på garn - det er da noget der batter.
Bestilte en portion garn i går eftermiddags og pakken er modtaget her til formiddag.
Lækkert og blødt gramsegarn: Isager Alpaca 1, Silk Bloom Ex. fine, Rheuma Uld, Castoro bæver samt 1 farveskifter til fingeren.
Skøn luksus i hverdagen .

fredag den 29. oktober 2010

Næsenisser og andet godt

Jeg er faldet over denne skønne kreative blog "Ingrids selvkomponerte oppskrifter" som oser af kreativitet.

Her findes mange skønne projekter med tilhørende opskrifter, så det er bare at komme igang..... hvis man altså kan vælge, f.eks


vinskjulere til flasker og bag-in-box og meget mere

Linket kommer her: http://ingrids-selvkomponerte-oppskrifter.blogspot.com/
så udforsk selv.

mandag den 30. august 2010

Grydelapper igen-igen

Grydelappe-mania: Gad vide om det ka' kureres.
Det er i alt fald inspirerende at have de små projekter liggende rundt omkring.
Denne gang fik jeg lyst til at hækle lidt fastmasker i bomuld.

Billedet ser sort/hvidt ud men det er den sorte baggrund der snyder.
Lapperne er hvide og grønlige. Hæklet i Aldi bomuld, som er et lidt hårdt garn, godt til lapper.
Disse har fundet et nyt hjem som værtindegave.



Men jeg har begået endnu et par: (nok ikke de sidste)
Denne gang med en lille detalje: modsat-farvede stropper :-)

Disse lapper kan også bruges til at holde æg eller småbrød lune.

Jeg er på jagt efter retromønstre, så jeg modtager meget gerne opskrifter/ideer fra jer


søndag den 8. august 2010

Grydelapper

Så forsvandt der endnu måned. Sommerens lækre vejr er nydt og der har ikke rigtig været tid til håndarbejde.
Kun lidt i småtingsafdelingen, så der er produceret endnu et par grydelapper i dominostrik.
Disse er strikket i Dora: 60% bomuld og 40 % polyacryl.
Regner med at de kan tåle varme ting, selvom det ikke er ren bomuld.
De er lagt dobbelt og hæklet sammen, så de er bløde og vamsede.

tirsdag den 6. juli 2010

Domino novice-projekt færdigt

Så fik jeg de gule grydelapper i dominostrik færdige.
Det er en fin måde at få bugt med sine bomuldsrester på.

De er dobbelte og jeg har hæklet dem sammen med fastmasker igennem en løkke på hver lap.
Derefter en omgang med *3 lm, spring 1 fm over, 1 lm i næste fm*. Gentag * til *
Jeg har ladet den ene ende være åben, så man kan stikke hånden ind i grydelappen.

Nænner man ikke at bruge dem til grydelapper, er de også fine til at holde æg eller brød varme.


Se så lige hvad jeg fandt på et lille loppemarked i nærheden:
Et skumpuslespil - 30 kr. med masser af brikker.
En gang vand og sæbe har gjort underværker, så nu er brikkerne klar til at få stukket masser af nåle i, når jeg skal blogge sjaler ud.
Havehynderne fuldt tilfredse med at slippe fremover :-)

torsdag den 24. juni 2010

Dominostrik

Jeg har ikke gang i de store projekter på denne årstid.
Har forsøgt mig udi dominostrik i bomuld.
Det skulle gerne ende ud i et par dobbelte grydelapper i gule farver.
Garn: bomuld 8/4
Pind 2½
En firkant: 15+1+15 masker

mandag den 14. juni 2010

Savlesmække i bomuldsrester

Klokken er 13:25. Johnny er ved at gøre sig klar til den 1. af Danmarks kampe.
Der er sat hotwings i ovnen og en øl står klar. Fodbold og lang frokost går ifølge ham godt i spænd. En stor fordel ved at være selvstændig.
Jeg deler ikke helt mandens entusiasme for boldspillet, og jeg behøver slet ikke være i nærheden af fjerneren for at følge med i hvordan kampen forløber :-)

I stedet for vil jeg hygge mig lidt med lidt fakturering, opdatering af bloggen, læse lidt nyheder fra mine medbloggere og nusse lidt rundt eller strikke lidt flere savlesmække.



Inspireret af Irenes små bibs har jeg nemlig fundet bomuldsresterne frem og er gået igang med at strikke savlesmække.
Mønsteret er "Kerchief Bib af Julia Viconsin", som jeg har ændret lidt. Der kommer ikke velcro som lukning. I stedet strikkes 3-4 knaphuller i den ene strop, så halsstørrelsen kan reguleres og en knap på den anden strop. En god ting hvis savlesmækken skal sidde udenpå en jakke. En anden lille ændring er, at jeg strikker udtagningsomslagene drejet ret, så der ikke bliver hulkant.

søndag den 6. juni 2010

Og det' Danmark.......

Lidt sjov i gaden.
Her er nogle hæklede Det'Danmark armbånd i glade rød/hvide farver



På jagt i Genbrugsbutikken efter røde knapper, men fandt også jeg nogle andre sjove.
25 kr for dem allesammen :-) en ok pris, synes jeg.

tirsdag den 1. juni 2010

Kom til det igen ....

Jeg kunne simpelthen ikke stå imod, da Dorthe (Dorthes Hobby) holdt oprydningssalg i sit garnlager :-) Der var Dora bomuldsblanding, Geilsk strømpegarn, Drops Muskat, Absolute Madil uld med cashmere, Merci uld/bomuld.
Det var svært at vælge, så jeg var nødt til at "tømme butikken" :-)


En dejlig overraskelse var 2 ngl brunmeleret Kauni, som var sendt oveni som bonus. Tak Dorthe :-)

De to tomme banderoler indeholdt det lækre Regia Silk 4-trådet, som allerede er omsat til Jytte Slentes vidunderlige små baby undertrøjer/veste. Der går lige et enkelt ngl, til den midste størrelse 0-3 mdr. Mangler blot lige den sidste montering.

mandag den 31. maj 2010

Sjal til Kreativsiden

Et lunt sjal i 2-trådet Evilla uld er blevet færdigt.
Det er strikket på pind 5, og der er gået 206 gram til.
Garnet er sendt fra Merete på Kreativsiden og sjalet skal i kassen til projekt HanneMarie hjemmet, hvor hun er tovholder.
Jeg har lukket af med en hæklenål. 2 lm og 1 fm i masken taget fra strikkepinden. Det giver en meget elastisk kant.
Du kan læse mere om Kreativsiden og deres projekter her:

tirsdag den 25. maj 2010

Jeg er her skam endnu :-)

- selv om der ikke bliver til så meget skriveri i øjeblikket.

Det er ikke blevet til så meget strikkeri - blot et par store dejlige grydelapper - ups de er da hæklede :-).
Så er lageret af Aldi bomuld heldigvis nedbragt endnu engang.



Maj måned er næsten forbi, før den fik begyndt.
Haven er vågnet og forkæler vore sanser med de skønneste blomster, farver og dufte:

Jasminens blomsterduft fylder hele gårdhaven, men holder så kort.


Magnoliaen i blomst. Den klippes ned hvert år og holdes som en busk.


Disse tulipaner betyder meget for mig: De fra mine forældres have og min mor var meget glad for dem. Hun døde for 18 år og min far for 15 år siden. Jeg gravede løgene op da deres hus skulle sælgs. De blomstrer hvert år, men formerer sig ikke.


De skønne rhododendrum


Hortensiaen er en gave, der venter på at blive plantet ud.
Flere planter venter på en bedre liv i blomsterkrukkerne

mandag den 19. april 2010

Øldimse-debut

Igennem et stykke tid har familie og venner samlet øldimser til mig, og nu de er begyndt at spørge ind til, hvornår de får "noget" at se.
Hmmmm - et lille bitte debut-projekt kan det velnok blive til: Et mobil-etui - godt nok et stykke fra den taske jeg har talt om mange gange :-)
Men nu er mobilen let at få øje på - selv nede i en dametaske.



Der er masser af plads til forbedringer - og næste gang bliver det nu nok med sort garn.

tirsdag den 13. april 2010

Baktus med lille flæsekant

Der kommer flere og flere varianter af Baktus frem.
Sidst er jeg faldet en engelsk opskrift på Ravelry/Daniela, hvor den er strikket med flæsekant.
Så jeg fandt et spraglet nøgle lagergarn frem og fik dette resultat

Oversat til dansk, lyder opskriften:
Slå 10 m op
rk. 1: ret
kort rk. : 7 ret, tag 1 m løs af med garnet foran pinden, vend arbejdet, 8 ret
rk 2: ret
rk 3: ret
kort rk.
rk 4 : 8 ret, tag 1 m ud, 1 ret
Gentag rk 1 til 4 indtil du har nået halvdelen af den ønskede længde eller brugt halvdelen af garnet.
Begynd derefter at tage ind på hver 4. rk. i stedet for ud.

Flæsen er sød, når tørklædet ligger fladt på bordet, men den flader næsten ud, når man tager tørklædet omkring halsen.
Der skal nok et større antal korte rækker til, før jeg synes, den sidder lige i skabet. :-)

lørdag den 10. april 2010

Sjaler til Kreativsidens Shop

Uldgarn i en skøn spæd grøn farve fra Anni/Kreativsiden er nu blevet strikket om til 2 sjaler.
De er på vej retur til hønemor og lægges til salg i Shoppen inde på Kreativsiden.
Læs mere om Kreativsiden og sidens støtteprojekter her







Er pjattet med farven og garnet, der ikke kradser selvom det er uld og har derfor købt det sidste, der lå til salg i Shoppen.

torsdag den 25. marts 2010

For en 5'er påskeliljer ..........

De ser faktisk kedelige ud, når de ligger der i butikken i knop uden vand.
Når de så får lidt at drikke, sker miraklet.
Langsomt folder de sig ud og den skønne gule forårsfarve kommer til syne.
Sæt dem enkeltvis eller 2 sammen i forskellige gamle vaser og glas og luk foråret ind i stuen.

tirsdag den 23. marts 2010

Påskerier

Sad lige kiggede på de dejlige ting, der bliver lagt ud på Ravelry.
Faldt over og for disse nørklerier i glade farver, som man bliver i godt humør af. Designet af Jane Greenhowe







Opskrifterne på disse og andre søde ting kan downloades herfra

mandag den 22. marts 2010

Lagergarn forsvinder ..........

Her bliver der gået til lagergarnet, som stille og hyggeligt omdannes til sjaler



Dejlig lune mohair-sjaler her i foråret, de er også gode som tørklæder





De fnuglette sjaler er i samme mønster, men de er svære at fotografere ordentligt, da garnet er meget tyndt.



Var lige forbi Lyng&Co's webbutik. Der er kommet mange hyggelige og søde ting hjem.
Er faldet pladask for de små porcelænsskåle i 4 farver samt for fil-de-fer æggene til blomster eller lign.



Er nok nødt til at investere :-)

Du kan stadig nå at være med i lodtrækningen om de dejlige spånkurve, men der mangler kun nogle få fan's på Facebook før der trækkes lod.

Velkommen

Velkommen til Mormorstrik - en lille hobbyblog

Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.

Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.

Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/