lørdag den 31. januar 2009

Matilde har lært at strikke

Vores dejlige Matilde, ældste barnebarn på 10, er på visit. Ankom i går med dyne og diverse. Vi hyggede os gevaldigt i aftes. Matilde ville gerne lære at srikke, så jeg fandt noget tykt garn og passende pinde frem. 5 masker på pinden og så derudaf - med mange stop og fejlmeldinger.

Gå-på-modet fejlede ikke noget, men til sidst meldte trætheden sig., men da havde hun alligevel strikket 15 cm. Godt gået.

Hun var åbenbart tidlig vågen i morges, for hun havde da nået at strikke 25 cm mere, da jeg sagde : go´formiddag :-) til hende. Hun fandt en passende knap, så nu har Ninus et nyt halstørklæde.

tirsdag den 20. januar 2009

Har meldt mig som strikker til Mødrehjælpen

Faldt over Kreativsiden.dk på Nettet. Læste, at de havde forskellige strikprojekter igang bl. a til Mødrehjælpen. Så jeg har meldt mig "on and off" til deres projekt.
Jeg synes det er en rigtig god sag, men skal lige finde ud af hvor meget tid jeg kan afse.
Har allerede modtaget garn og opskrift, ja sågar knapper til de første 2 drengebluser. Alle ting skal strikkes i str. 0-3 mdr., så det går rimelig hurtigt. Der er regler ang. garnkvalitet. Det er meget ok, at man ikke må bruge acryl til de kære små. Jeg er sikker på at nogle af mine djævlehuer havner i kasserne.
Er der nogen, der har tid/lyst eller som kender nogen, der vil strikke til småfolket, så meld jer under fanerne på www.kreativsiden.dk.
Under mine links i højre finder du andre hjælpeorganisationer, hvor der altid er brug for et par frivillige hænder.

Nye tynde sjaler

Det kommer nok ikke bag på nogen at der er flere sjaler færdige.

Dette er i sort mohair med en brun stribe. Lunt uden at fylde for meget.
Jeg lægger dette og andre sjaler til salg på min anden blog.

Hæklede armbånd

Det sidste nye er hæklede armbånd til piger og teenagere... iflg. ugebladene.
Fandt garn og hæklenål frem i går og lavede et enkelt.
Drønede forbi til Matilde (barnebarn) på 10 for at høre hendes dom.
Armbåndet røg fluks på og var dermed godkendt. Så hjem og finde flere garnrester og knapper frem. God hyggehækling til håndbold.

Jeg har brugt noget Rustico fra Panduro.
Der er ikke nogen speciel opskrift.
Jeg startede med 4 lm. Har brugt stangmasker, fastmasker eller luftmasker, hvis der skal være hulmønster.
Når armbåndet kan nå rundt om armen, sluttes af med en rk. fastmasker og derefter 6 lm til trense. Sy en sjov knap i den anden ende, og armbåndet er færdigt.

tirsdag den 13. januar 2009

Tyndt sjal i varm rød farve

Dette dejlige sjal i Kido Multi mohair er til en god veninde , som altid er meget betænksom og hjælpsom.
Hende, der står der den 1. januar for at hjælpe med oprydning og opvask.
Hende, der kommer med en lille blomst i hånden og siger Værs'go, det er til dig.
Hende, der ringer og spørger: Jeg kører om 20 minutter. Vil du med ud og ose.
Hende, der gør mange andre små daglige ting, uden at forvente noget til gengæld.
Hende, der er guld værd.

Da hun ikke selv strikker, er min måde at sige hende tak for alt det hun gør for mig

mandag den 5. januar 2009

Januar 2009

Først et rigtig Godt Nytår til jer alle, som kommer forbi her på siden.
I 2009 vil jeg gemme alle banderoler for at se, hvor meget garn der ryger gennem hænderne på et år. Mange har gjort det før mig og er blevet overrasket over, hvormeget det egentlig er.
Jeg tør ikke gemme kvitteringerne........................
Gemalens halstørklæde er endelig blevet færdigt. Jeg er ganske tilfreds med det , for det er blødt og varmt. Det gik noget hurtigere med strikkeriet, da jeg fik købt en maskeholderpind eller hvad den nu hedder. Så slap jeg da for den alt for lange strømpepind, der hele tiden faldt på gulvet :-)

Fik lige tid tid sat prøve et nyt garn Spirit. Det er faktisk ikke svært at strikke med, og man kan kommer derudaf, strikker et halstørklæde på en aften. Det ligner nærmest en gang cocktailpølser på snor. Nok mest for de unge, i hvert fald lidt for fancy til mig. Matilde fik glæde af det.

Tilbage til sjalerne. Jeg kommer hurtigt til at savne at have gang i et sjal. Bliver aldrig træt af at strikke dem. Her er endnu et i det tynde Kido Lame i lilla med guldtråd blevet færdigt.

Velkommen

Velkommen til Mormorstrik - en lille hobbyblog

Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.

Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.

Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/