lørdag den 28. marts 2009

Flere kidomohair-sjaler

Der er også blevet tid til lidt flere sjaler i det tynde kidomohair.

De er gode fordi de både kan bruges som sjaler og som tørklæder/halstørklæder, på grund af de er så tynde, men dejlig varme.

Drops fabeltrøje

Endelig - endelig er jeg færdig med Fabeltrøjen. Skulle lige tage mig sammen til at montere den


Jeg har strikket den i str. L og der er gået 10 nøgler til, fordi jeg har gjort overstykket længere end i den originale opskrift. Jeg synes den virker lidt for stor, så det er nok et spørgsmål, hvor meget jeg kommer til at bruge den.

onsdag den 25. februar 2009

Bogudsalg

Har lige været en tur i vores lokale Bog&ide for at snuse lidt til udsalget, der startede her til morgen. Jeg havde glemt at om udsalg, indtil min datter sendte en sms, mens jeg stadig lå under dynen. "Skal du på udsalg, kan du ikke lige kigge efter ....."

Jeg havde set, at der var nogle nedsatte strikbøger, som jeg gerne lige ville bladre i.

Jeg købte disse 3, som jeg glæder mig til at nærlæse. De ser meget spændende ud med mange gode ideer:
Vintagestrik af Sys Gebhard
Sy og strik børnetøj 4-10 år af Ulla Welinder
Kvinde med pinde af Debbie Stoller
Jeg sparede over 500 kr på disse tre bøger.

Jeanette fik sin Kors & Ikoner - også med mange gode ideer til hendes kort.

Normalt kommer jeg for sent til de gode tilbud, så idag er en god dag.

onsdag den 18. februar 2009

Løst og fast

Så fik vi endelig sne.
Dermed var det ikke forgæves at finde sneskovlen frem tidligere på året.

Jeg strikker stadig på min Fabel-trøje. Er på nøgle 9 så den er ved at være lidt uhandy at sidde med, da ryg og forstykker samt ærmer strikkes ud i et. Men jeg kan nu se en ende på projektet.

Så er SanneB er kommet med den kæreste vest Teitur til drenge i str. 3/6 mdr. - 6/6 år.
http://sanneb.blogspot.com/

Udi kunstens verden er jeg faldet over dette link
http://www.petercallesen.com/
Han kan virkelig noget med papir - betagende.

torsdag den 12. februar 2009

Trøje i Fabel fra Drops

Det er ikke blevet til så meget den seneste tid. På pindene har jeg i øjeblikket en trøje i retstrikning i forskellige retninger fra Drops. Garnstudios Fabel virker rimelig fast, så jeg tror det bliver et ok resultat. Har lavet lidt om på opskriften og gjort det øverste stykke længere, så taljen kommer længere ned og derved gør trøjen lidt længere.
Det er et rigtig fjernsynsprojekt. Lige ud af landevejen uden de store dikkedarer.


torsdag den 5. februar 2009

Strik til Mødrehjælpen

Jeg har gang i mine første projekter: 2 baby drengebluser i dejligt Anemonegarn.
Er næsten færdig med at strikke dem, men er ramt af stop-knappen. Det sker nogle gange, når jeg skal til at sy sidesømme og ærmer sammen før jeg kan lave afslutningskanterne.

Føreløbig er de lagt til udspænding.

Bagemaskinen er flyttet ind

Da vi efterhånden synes, at bagerbrød er blevet dyrt uden at være specielt godt, og krydderboller bliver man også hurtigt træt af, sponserede ham og mig en bagemaskine til hinanden før jul. OK, de første brød var en del dyrere end bagerbrødet, men jeg regnede ud, bagerjomfruen nok kunne tjene sig ind i løbet af 1 års tid.


Det er simpelt hen skønt at kunne bage brød uden at få fingrene klistret ind i dej. Det tager 5 minutter (altså ½ pizza-tid) at sætte en dej over og trykke på startknappen.


Resultatet er fint

Hullet i bunden er der hvor dejkrogen har siddet. Slut med at smide glemt gær ud. Nu bruges kun tørgær her på matriklen. Brødet i den lille udgave på 750 g passer til os to gamle i to dage.

lørdag den 31. januar 2009

Matilde har lært at strikke

Vores dejlige Matilde, ældste barnebarn på 10, er på visit. Ankom i går med dyne og diverse. Vi hyggede os gevaldigt i aftes. Matilde ville gerne lære at srikke, så jeg fandt noget tykt garn og passende pinde frem. 5 masker på pinden og så derudaf - med mange stop og fejlmeldinger.

Gå-på-modet fejlede ikke noget, men til sidst meldte trætheden sig., men da havde hun alligevel strikket 15 cm. Godt gået.

Hun var åbenbart tidlig vågen i morges, for hun havde da nået at strikke 25 cm mere, da jeg sagde : go´formiddag :-) til hende. Hun fandt en passende knap, så nu har Ninus et nyt halstørklæde.

tirsdag den 20. januar 2009

Har meldt mig som strikker til Mødrehjælpen

Faldt over Kreativsiden.dk på Nettet. Læste, at de havde forskellige strikprojekter igang bl. a til Mødrehjælpen. Så jeg har meldt mig "on and off" til deres projekt.
Jeg synes det er en rigtig god sag, men skal lige finde ud af hvor meget tid jeg kan afse.
Har allerede modtaget garn og opskrift, ja sågar knapper til de første 2 drengebluser. Alle ting skal strikkes i str. 0-3 mdr., så det går rimelig hurtigt. Der er regler ang. garnkvalitet. Det er meget ok, at man ikke må bruge acryl til de kære små. Jeg er sikker på at nogle af mine djævlehuer havner i kasserne.
Er der nogen, der har tid/lyst eller som kender nogen, der vil strikke til småfolket, så meld jer under fanerne på www.kreativsiden.dk.
Under mine links i højre finder du andre hjælpeorganisationer, hvor der altid er brug for et par frivillige hænder.

Nye tynde sjaler

Det kommer nok ikke bag på nogen at der er flere sjaler færdige.

Dette er i sort mohair med en brun stribe. Lunt uden at fylde for meget.
Jeg lægger dette og andre sjaler til salg på min anden blog.

Hæklede armbånd

Det sidste nye er hæklede armbånd til piger og teenagere... iflg. ugebladene.
Fandt garn og hæklenål frem i går og lavede et enkelt.
Drønede forbi til Matilde (barnebarn) på 10 for at høre hendes dom.
Armbåndet røg fluks på og var dermed godkendt. Så hjem og finde flere garnrester og knapper frem. God hyggehækling til håndbold.

Jeg har brugt noget Rustico fra Panduro.
Der er ikke nogen speciel opskrift.
Jeg startede med 4 lm. Har brugt stangmasker, fastmasker eller luftmasker, hvis der skal være hulmønster.
Når armbåndet kan nå rundt om armen, sluttes af med en rk. fastmasker og derefter 6 lm til trense. Sy en sjov knap i den anden ende, og armbåndet er færdigt.

tirsdag den 13. januar 2009

Tyndt sjal i varm rød farve

Dette dejlige sjal i Kido Multi mohair er til en god veninde , som altid er meget betænksom og hjælpsom.
Hende, der står der den 1. januar for at hjælpe med oprydning og opvask.
Hende, der kommer med en lille blomst i hånden og siger Værs'go, det er til dig.
Hende, der ringer og spørger: Jeg kører om 20 minutter. Vil du med ud og ose.
Hende, der gør mange andre små daglige ting, uden at forvente noget til gengæld.
Hende, der er guld værd.

Da hun ikke selv strikker, er min måde at sige hende tak for alt det hun gør for mig

mandag den 5. januar 2009

Januar 2009

Først et rigtig Godt Nytår til jer alle, som kommer forbi her på siden.
I 2009 vil jeg gemme alle banderoler for at se, hvor meget garn der ryger gennem hænderne på et år. Mange har gjort det før mig og er blevet overrasket over, hvormeget det egentlig er.
Jeg tør ikke gemme kvitteringerne........................
Gemalens halstørklæde er endelig blevet færdigt. Jeg er ganske tilfreds med det , for det er blødt og varmt. Det gik noget hurtigere med strikkeriet, da jeg fik købt en maskeholderpind eller hvad den nu hedder. Så slap jeg da for den alt for lange strømpepind, der hele tiden faldt på gulvet :-)

Fik lige tid tid sat prøve et nyt garn Spirit. Det er faktisk ikke svært at strikke med, og man kan kommer derudaf, strikker et halstørklæde på en aften. Det ligner nærmest en gang cocktailpølser på snor. Nok mest for de unge, i hvert fald lidt for fancy til mig. Matilde fik glæde af det.

Tilbage til sjalerne. Jeg kommer hurtigt til at savne at have gang i et sjal. Bliver aldrig træt af at strikke dem. Her er endnu et i det tynde Kido Lame i lilla med guldtråd blevet færdigt.

onsdag den 3. december 2008

Halstørklæde


Er igang med dette halstørklæde til min husbond. Havde lige fortrængt, hvor kedeligt det er at strikke halstørklæder.

Fandt mønsteret i et Ingelise fra 2003 og havde noget strømpegarn liggende.

Må endelig ikke være rent uld, for så begynder hans tænder at løbe i vand på den ubehagelige måde ?????? Vistnok et levn fra hans barndom og en uvane med at bide i uldne vanter fyldt med sne.

Jeg strikker det midterste mønster noget smallere end i den originale opskrift. Til gengæld bliver halstørklædet længere, så det kan vikles rundt om halsen.

Gad vide om det bliver færdigt i denne vinter!

onsdag den 19. november 2008

Små strikkede julesokker


Den nye produktion af små julesokker - færdige på et par aftener.
Disse små nissesokker er rigtig søde på troldegrene.
Jeg bruger dem desuden på gaver, julehilsner og som pynt rundt omkring.
Ja og den lille lighter ryger også ned i een ved siden af lysene.
Disse er ca 7 cm høje og strikket i en rest mohair på p 4½.

mandag den 17. november 2008

Hæklede mini engle


Her mit lille englekor. Opskriften ligger på Nettet på dansk: http://www.loehmann.dk/haekling/miniengel.html

Hår stammer fra en syntetisk pude og kronen er en guldtræperle.
Hovedet er træperler fra Panduru, og en tynd tusch.
Vingerne er hæklet i guldtråd - den samme tråd som ophænget .

Lag på lag huer


Har stadig en del af det karry-gulagtige garn på lager. Så nu er det blevet til en par Mary/Markno krydsninger i huer. Modellen er nemlig så elastisk, at man snildt kan have flere lag uden på hinanden a la "sæt din hat som du vil" i forskellige farver som man nu synes.

Jo koldere - jo flere lag......


Velkommen

Velkommen til Mormorstrik - en lille hobbyblog

Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.

Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.

Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/