søndag den 5. maj 2013

Har lært at løbbinde.....



Har haft en fantastisk inspirerende weekend.
Vores lille strikkecafe i Skibby havde booket et lukket weekend kursus i løbbinding med selveste Anne Birgitte Beyer.
Det var meget lærerigt og inspirerende. Vi var kun 7 kursister og fik derfor fuld opmærksomhed allesammen.
Vi fik gennemgået historik og undervist i lukket og åbent løb.

Løbbinding er en flere tusind år gammel teknik. Det er kurvebinding over en sjæl (indre kerne) med beviklinger og sting. I Danmak kendt som halmbinding. I det moderne udtryk er det kun fantasien, der sætter grænser for materialevalg.
Anne Birgitte havde medbragt rigtig mange løbbundne modeller, både de klassiske i hør og jute samt moderne udryk i alternative materialer som bl.a. videobånd, chipsposer og netto indkøbsposer.



Tryk på de små billeder for rigtig at se hendes flotte arbejder.





Har selvfølgelig investeret i hendes bog om løbbinding, som indeholder mange guldkorn.



Den lille skål med grøn kant er mit første projekt...... ;-)

Hvis du vil se mere er her link til Anne Birgittes hjemmeside http://loebbinding.dk

torsdag den 2. maj 2013

Opdatering

Et par gamle kendinge


Islandsk brudesjal / Nordisk sjal i blød lammeuld.
Der er forbrugt i underkanten af 115 gram.
Mål: bredde foroven: ca 182 cm
og højde midt bag: ca 86 cm








Et bladsjal i sytrådstynd mohair med guldtråd.
Forbrug 50 gram
Er på vej til en kommende brud....








En lille halsedisse til yngstebarnebarnet i Debbie Bliss Cashmerino fra lagerbeholdnngen


mandag den 1. april 2013

Påskehilsen

God Påske til alle i blogland...
Håber I nyder et par fridage og den dejlige sol.


Disse små Kyller her har midst 30 år på bagen.
Den ene er mærket lidt af tidens tand, men sådan skal det være......

Minder mig om en svunden tid som dagplejemoder.
Hver påske lavede vi disse søde smuksakker og ungerne elskede at lege med dem.

onsdag den 27. marts 2013

Øver mig stadig.....

På disse hersens sokker, strikket fra tåen og op .. To på een pind.

Er ved at fatte det, men det er kun på grund af de fine videoer der hører med til hæftet af Lene Randorff: Flere på en pind.

Har stadig svært ved at få maskerne på siden pæne og stramme.
Det er de første og sidste masker, der har hvilet mens jeg strikker hælen.
De bliver kæmpe lange af at hænge og laver en slags hul, når jeg får dem samlet op for at strikke rundt igen.
Er der nogle gode råd til at undgå disse huller på hver side, så giv mig endelig en kommentar ;-)

Fordelen ved at strikke sokkerne samtidig, er at man kan få mønsteret til at følges rimelig pænt.
Det selvstribende garn laver ikke striberne helt ens, så jeg har klippet og rettet den ene tråd til flere gange.
Jeg kan sagtens leve med ikke at rette til næste gang, bare for at slippe for at hæfte 10-20 ender.

Sjovt at se hvordan garnet fra nøglet ændrer udseende når det strikkes op.

Jeg har strikket i Regia 4trådet "firn" color.
Pind 3
Str. 2 år.

Den øverste kant er hækleaflukket.
* Hækl 1fm gennem en maske fra pinden - gentag endnu en gang. Så en lm *
Gentag * til * hele vejen rundt. Dette giver en meget elastisk kant, der er god til små tumlingefødder og ben.

onsdag den 20. marts 2013

Oslo-anorakken fra Pickles


Har set Oslo-anorakken rundt omkring i blogland i mange forskellige udgaver.
Min udgave er strikket i en tråd pladegarn og en tråd tynd uld.
Den tynde uld giver øget slidstyrke til pladegarnet.
Farverne er valgt, så anorakken kan bruges når Thea er med sin mor og far til viking og praktisk når mor og Thea skal en tur med islænderhesten.


lørdag den 16. marts 2013

Josina på pindene



På Kreativmessen i Rødovre købte jeg 10 nøgler lækker og blødt Hjerte Cashmere i en dejlig varm orangerød farve. Egentlig fulgte der en opskrift med på et flot sjal..... men efter at have investeret i den nye bog af Holme Samsøe har jeg i stedet kastet mig ud i Josina ponchoen. Jeg er spændt på om der er garn nok, da der skal bruges 10 ngl. ellers må jeg sende røgsignaler op og efterlyse mere garn ;-)

Ponchoen er ren tv strik... lidt kedelig at strikke, da det er samme mønster hele vejen.
Strikkes oppefra, så den kan prøves undervejs.

torsdag den 14. marts 2013

Black Forest Cake - Marion Ber Style





http://vimeo.com/54243073
Kopier linket og googl. Vælg Black Forest Cake videoen.

Sæt dig godt tilrette og nyd denne herlige video. Husk at sætte lyd på.
Fantastisk kreativt og en melodi der gør een glad i låget.


tirsdag den 12. marts 2013

Fine garnholdere




Så kom de med posten, de nye garnholdere, jeg havde bestilt hos abc-husflid.
De er rigtig fine og kører så let rundt.
Glæder mig til at slippe for garnnøgler, der farer hen over gulvet ;-)

mandag den 11. marts 2013

På jagt efter en parasol ......

Nej.. det er ikke nemt.
Jeg har ledt højt og lavt efter opskriften på den, men den er ikke sådan at spotte.
Håber på hjælp her i blogland. er der nogen, der ved hvor jeg kan finde opskriften på denne fine lille poncho eller vil sælge opskriften til mig, vil jeg blive meget glad.

Tak for de dejlige respons jeg har fået på ovennævnte.
Jeg leder ikke længere, for opskriften er i hus :-)


onsdag den 6. marts 2013

Bjørn Winblad fortælling


Disse fine platter har ligget hengemt i arvekasserne i mere end tyve år.
Havde faktisk glemt at de var der.

Nu hænger de i køkkenet ved spisepladsen og fortæller en sød lille historie om kærlighed, ægteskab og familieforøgelse.
Så enkelt ... og fint ....


søndag den 3. marts 2013

Domino grydelapper

Værtindegave

Dobbelte og strikket i øko bomuld fra Netto.
Der er en hæklet kant omkring.

En praktisk hverdagsting, som altid gør lykke.

mandag den 25. februar 2013

Superblød poncho

Poncho efter opskrift fra Garnstudio strikket i Drops Alpaca boucle.
Den er kantet med Puddel.
Den er helt utrolig blød og vamset.






fredag den 8. februar 2013

Kort grøn poncho i blå/sort længere udgave...



Denne gang strikket i Blackhill Højlandslammeuld First Cut fra Garnudsalg.
Der er rigtig mange farver at vælge imellem.
Jeg har strikket i 2 tråde: 1 sort og 1 blå polka gris ;-)Giver et flot mix.

Opskriften er ændret i antal spidser, længde, indtagninger og halsudskæringen har fået en lille rullekant. Der er brugt ca. 250 g ialt. Det øverste billede gengiver farven bedst.
Jeg er supertilfreds med resultatet.


Som pynt et par knapper i matchende farve.

Jeg har strikket fra cones, og dette garn indeholder stadig lidt spindeolie.
Derfor er ponchoen skyllet op tre gange i shampoo for at få al overskudsfarve og spindeolie ud.
Den har ligget 20 min i sidste hold sæbevand for at åbne sig. Er nu blevet lækker og blød efter den omgang.


De dejlige håndledsvarmere Ginger er nu blevet vasket og er blevet endnu mere lækre og bløde.
Strikket i baby kamel uld fra Garnudsalg. De vejer kun 22 gram.


torsdag den 31. januar 2013

Jeg var heldig.....

Jeps.. Jeg har været heldig at vinde to billetter til aoh messen her i weekenden i Rødovre.

Tak Pernille fra illustrafil.

Vi er fire tøzer fra Skibby strikkecafe, der har planlagt en tur til staden på søndag, og vi glæder os til at se og gramse overalt ..... må hellere have rigelig med kontanter med.

Ses vi.....

onsdag den 30. januar 2013

Baby kameluld - skulle prøves ......


Har lige føjet Garnudsalg til min favorit garnpusher-liste.
Det er første gang, jeg har handlet dér efter opfordring fra et par strikketøzer.
Garnudsalg kører p.t. intro på Baby Kameluld. Det er et tyndt garn, der virker lækkert og rigtig lunt.
Jeg synes ikke det kradser. Er spændt på hvordan det føles efter vask.

Er igang med disse Ginger håndledsvarmere fra Isagers Amimono Knit Collection 2010.
Skaftet skulle være 25 cm i rib. Det har jeg kortet ned til 45 omgange.
Strikker på pind 2½. Mønstret er let og kører over 4 omgange.

mandag den 28. januar 2013

Sidste års julestrik


Håndsledsvarmere strikket i Arwetta på pind 2½.
Skaftet er strikket som Maryhuen.. Estonisk opslag og derefter x omgange ret - x omgange vrang på rundpind med magisk løkke.
Resten er fra en tilfældig opskrift, der passede i strikkefastheden.
Foroven har jeg afsluttet med en rullekant (x antal omgange vrang)


Sokker str. 31 strikket i Arwetta på pind 2½.
Opskrift er fra Filcolanas hj.side.
Jeg har strikket på knit pro strømpepinde på gammeldags manér.;-)
Er ikke blevet omvendt til "fra tåen og op" med "to sokker på en rundpind" endnu.
Har godt nok købt Randals hæfter, men skal nok tage mig sammen, for det går hurtigere med strømpepindene.


fredag den 21. december 2012

Drops skuldervarmer


Denne skuldervarmer Drops 93-14 er strikket på bestilling.
Ikke noget jeg normalt siger ja til, men ingen regler uden undtagelse.


Den er strikket i Alaska, et blødt uldgarn fra Drops.
Originalen ses her:

Jeg har ændret lidt, da modtageren er høj.
Der er strikket et mønster mere ind i bredden og længden er øget ved at strikke ekstra omgange glat imellem mønsterborterne.
Jeg har brugt 2 nøgler mere end der stod i opskriften, ialt er der brugt 8 ngl.
Pomponer er gjort mindre. Jeg synes de var for dominerende.
Jeg har sat en lille strikket dims med to knapper som lukning i halsen og brugt de to yderste huller som knaphul i den hulrække, den snoede snor trækkes igennem.

Modtager har selv valgt farven, som jeg synes passer perfekt til denne model.
Den blev modtaget med stor tilfredshed.



Min gine er faktisk for bred til at vise modellen fra sin fineste side.


En rigtig Glædelig Jul til alle.

mandag den 10. december 2012

Turbo-opdatering

Det er alt for længe siden, der er sket en opdatering her på bloggen.
Ikke fordi jeg har ligge på den lade side... mere fordi jeg ikke har fået taget mig sammen..... sorry. Men her kommer en opdatering ...mest i billedformat.


Ældstebarnebarnet Matilde har fået sig et par hyggesokker efter eget farvevalg.
Sokkerne er strikket i Arwetta på strømpepinde.




Mellemstebarnebarnet Sille har også fået sig et par hyggestrømper. Hun valgte en skrigfarve til hæl og tå.
Sokkerne er strikket i Regia selvmønstret + Arwetta.




Baby tilbehør. En sjov opgave, der var bestilt af fotograf.




Det Royale svøb i finull (tidl rheumagarn) på bestilling.




Så har jeg opdaget det sjove ved at filte.
Startede med det mindste par. Strikket i Fritidsgarn. Indvendig længde er 7 cm. Der er gået 1 ngl. garn til. Filtet ved 60 grader. Snorene er strikket som hestetømme på to pinde med fire masker. Lidt for tykke efter min mening, så næste gang blev det med 3 masker i stedet.

De bageste 2 par er strikket i pladegarn.Snoren er strikket i hestetømme med tre masker og giver et bedre resultat. Prøvede at filte ved 40 grader, men synes resultatet var for løst, så de har også fået 60 grader.
Min favorit er Fritidsgarnet, som giver det lækreste resultat ;-)

Velkommen

Velkommen til Mormorstrik - en lille hobbyblog

Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.

Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.

Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/