torsdag den 30. april 2009

Småstrik i bomuld

Sjalerne er sat på stand-by.
Nu skal jeg have omdannet nogle nøgler bomuld til babybluser og hagesmække.
Mangler lige knapper i den lyserøde. Er løbet tør for garn til drengeblusen, men mere er heldigvis på vej.

Så skal tingene lige vaskes, inden de sendes videre til hønemor på Kreativsiden,
som indsamler strik fra hele landet til forskellige projekter, bl.a. barselspakker til mødrehjælpen.



mandag den 27. april 2009

Advarsel: Popcorn: Ikke for børn under 3 år

Sikke en forskrækkelse.
Vores barnebarn Lille V på godt 2 år sad i forgårs sammen med sin storesøster Sille (de to skønne unger til højre foroven) derhjemme foran fjerneren og hyggede sig med nylavede popcorn.
Pludselig fejlsank Villads og begyndte at hoste og fik problemer med vejrtrækningen. Heldigvis havde mor Malene næsten lige været på kursus, så hun kunne yde førstehjælp.
Da han fortsatte med at hoste gik turen omkring vagtlæge og røntgen, der ikke viste noget.
Hele dagen i går gik han og småhostede, og i aftes fik han så feber.
Blev indlagt på Roskilde sammen med Malene, og blev her til morgen overført til specialafdeling på Køge. Stakkels lille Villads kom i narkose for at få undersøgt lungerne. Her fandt man et lille stykke popcorn i venstre lunge, som nu er fjernet. Villads venter nu på at vågne igen efter narkose og skal nok ligge til obs resten af dagen.
På sygehuset fortalte de Malene, at man faktisk fraråder at give børn under 3 år popcorn.
Det har ingen af os hørt om før..... Så derfor sender jeg beskeden videre rundt i blogland, så ikke flere småbørn kommer galt afsted.

søndag den 26. april 2009

Forårsflor i haven

Haven har pludselig opdaget at det er forår, så med ét står træer og blomster i flor.

Det er vel ikke noget flottere end et japansk kirsebærtræ i fuldt flor. Sådan ser vores ud i idag. Det varer jo kort, så det er om at nyde det. Det står i vores gårdhave, så vi kan se det fra stuen.


En rigtig forårsbebuder er også perlehyacinthen, der med sin smukke klare blå farve lyser op i bedene, og er villig til at brede sig. En af mine favoritter til at sætte i småbuketter.

På min lille havevandring kom jeg også forbi denne lille fætter: Vibeæg. Den kommer trolig hvert år, men formerer sig ikke - ærgreligt. Forsvinder hurtigt igen og er næsten glemt - indtil næste forår, hvor den er der igen med sine ternede blomsterblade.

Til sidst den lille for-glem-mig-ej. Nogle mener det nærmest er ukrudt, men jeg synes den er smuk og enkel, og faven er skøn. Den har det nostalgiske gammeldags look over sig.

Der er også, botaniske tulipaner, påskeliljer, rhodendendrum er på spring, men det er en helt anden historie.
Tilføj billede

torsdag den 23. april 2009

Islandsk brudesjal i normal størrelse

Så blev det allerede færdigt. Jeg havde lige 100 g spinni fra Isager liggende. Frem med p 5 og så igang igen.
Denne gang er det blevet perfekt i str. og struktur. Det er altså et dejligt garn at strikke med.
Vasket og blogget, og så flot og dejligt. Jeg har lige lånt Jeanettes krop så man bedre kan se, hvor fantastisk dette mønster er.

En ufo mindre: Tiger Eye halstørklæde

Nu er det ikke fordi jeg har mange ufo'er liggende.
Nogen gange går tingene i stå lige før vask og udspænding og nogle gange allerede før sammensyning.
Tiger Eye tørklædet i en-trådet Kauni skulle bare vaskes og udspændes.
Hvor svært kunne det være..... at tage sig sammen til det.
Hvis det altså ikke bare lige var fordi jeg kunne se, at kanten havde en dårlig vane med at rulle, uanset hvad jeg gjorde, så min interesse var ligesom videre til nogle andre projekter.

Jeg fik taget mig sammen og vaskede og udspændte efter alle kunstens regler - blot for at opdage at kanten med retmasker stadig gerne vil bukke sig om på bagsiden - øv.


Er der nogle derude i blogland, der har en god ide. Jeg har tænkt på at hækle en kant rundt for at stabilisere mine retmasker, men jeg ved ikke om det vil hjælpe.
Opskrift på engelsk findes her:

lørdag den 18. april 2009

Islandsk brudesjal bigsize

Så har et islandsk sjal set dagens lys.

Det er strikket i Nettomohair på pind 7.

OK det er måske nok blevet rigeligt stort: 265 cm over skuldrene, men det er dejlig blødt og lunt. Jeg har ikke blogget sjalet. Det er ikke nødvendig i dette garn, og det bliver faktisk pænere i faconen af at blive "gået til"

Jeg bruger normalt M, snigende sig over i en lille L - men dette sjal vil helt sikkert være flottere på en størrelse bigsize.

Derfor er det til salg, hvis nogen er interesseret.
Sjalet er solgt

lørdag den 28. marts 2009

Kransekage

Har været igang med at bage kransekagestykker. Den gamle fylder rund i morgen (60), så den står på dejlig og overdådig frokostbuffet, herefter kaffe m/hjemmebagt kransekage på Bautahøj Kursuscenter ved Kulhuse. Et rigtig lækkert sted med en kanonflot udsigt.

Jeg forstår slet ikke at nogen køber færdig kransekage. Jeg synes den er alt for sød.

Min opskrift er ganske nem:
750 g ren Odense marcipan, 170 g flormelis, 1 bæger æggehvide (1½ hvide).
På med et par tynde gummihandsker, så hænger marcipanmassen ikke i.
Marcipanen plukkes i stykker og kommes ned i skålen med flomelis. Æltes lidt sammen med hænderne. Æggehviden tilsættes lidt efter lidt. Det hele æltes til en ensartet masse.
Lidt flormelis på bordet, og massen trilles i stænger, der skæres i passende stykker. Kan evt. få en tur ned i hakkede nødder.
Sættes på bagepapir. Bages ved 210 /220 grader ca. 8-10 min.
Tjek at stykkerne ikke blive for mørke i bunden. Flyt evt. pladen lidt højere op i ovnen.
Kan pyntes med smeltet chokolade eller skriverglasur.
Velbekomme

Fasan-fatter var lige forbi....

I går eftermiddags hørte jeg en velkendt lyd ude fra haven. Et par gange om året kommer der en fasan forbi. Ham her var rigtig flot i farverne.




Han havde et par fjer, der ikke sad helt som de skulle, så han har været ude for et eller andet. Han var dog ikke generet af det, og drønede rundt og kaldte. Efter 5 minutters tid var han forsvundet igen.

Flere kidomohair-sjaler

Der er også blevet tid til lidt flere sjaler i det tynde kidomohair.

De er gode fordi de både kan bruges som sjaler og som tørklæder/halstørklæder, på grund af de er så tynde, men dejlig varme.

Drops fabeltrøje

Endelig - endelig er jeg færdig med Fabeltrøjen. Skulle lige tage mig sammen til at montere den


Jeg har strikket den i str. L og der er gået 10 nøgler til, fordi jeg har gjort overstykket længere end i den originale opskrift. Jeg synes den virker lidt for stor, så det er nok et spørgsmål, hvor meget jeg kommer til at bruge den.

onsdag den 25. februar 2009

Bogudsalg

Har lige været en tur i vores lokale Bog&ide for at snuse lidt til udsalget, der startede her til morgen. Jeg havde glemt at om udsalg, indtil min datter sendte en sms, mens jeg stadig lå under dynen. "Skal du på udsalg, kan du ikke lige kigge efter ....."

Jeg havde set, at der var nogle nedsatte strikbøger, som jeg gerne lige ville bladre i.

Jeg købte disse 3, som jeg glæder mig til at nærlæse. De ser meget spændende ud med mange gode ideer:
Vintagestrik af Sys Gebhard
Sy og strik børnetøj 4-10 år af Ulla Welinder
Kvinde med pinde af Debbie Stoller
Jeg sparede over 500 kr på disse tre bøger.

Jeanette fik sin Kors & Ikoner - også med mange gode ideer til hendes kort.

Normalt kommer jeg for sent til de gode tilbud, så idag er en god dag.

onsdag den 18. februar 2009

Løst og fast

Så fik vi endelig sne.
Dermed var det ikke forgæves at finde sneskovlen frem tidligere på året.

Jeg strikker stadig på min Fabel-trøje. Er på nøgle 9 så den er ved at være lidt uhandy at sidde med, da ryg og forstykker samt ærmer strikkes ud i et. Men jeg kan nu se en ende på projektet.

Så er SanneB er kommet med den kæreste vest Teitur til drenge i str. 3/6 mdr. - 6/6 år.
http://sanneb.blogspot.com/

Udi kunstens verden er jeg faldet over dette link
http://www.petercallesen.com/
Han kan virkelig noget med papir - betagende.

torsdag den 12. februar 2009

Trøje i Fabel fra Drops

Det er ikke blevet til så meget den seneste tid. På pindene har jeg i øjeblikket en trøje i retstrikning i forskellige retninger fra Drops. Garnstudios Fabel virker rimelig fast, så jeg tror det bliver et ok resultat. Har lavet lidt om på opskriften og gjort det øverste stykke længere, så taljen kommer længere ned og derved gør trøjen lidt længere.
Det er et rigtig fjernsynsprojekt. Lige ud af landevejen uden de store dikkedarer.


torsdag den 5. februar 2009

Strik til Mødrehjælpen

Jeg har gang i mine første projekter: 2 baby drengebluser i dejligt Anemonegarn.
Er næsten færdig med at strikke dem, men er ramt af stop-knappen. Det sker nogle gange, når jeg skal til at sy sidesømme og ærmer sammen før jeg kan lave afslutningskanterne.

Føreløbig er de lagt til udspænding.

Bagemaskinen er flyttet ind

Da vi efterhånden synes, at bagerbrød er blevet dyrt uden at være specielt godt, og krydderboller bliver man også hurtigt træt af, sponserede ham og mig en bagemaskine til hinanden før jul. OK, de første brød var en del dyrere end bagerbrødet, men jeg regnede ud, bagerjomfruen nok kunne tjene sig ind i løbet af 1 års tid.


Det er simpelt hen skønt at kunne bage brød uden at få fingrene klistret ind i dej. Det tager 5 minutter (altså ½ pizza-tid) at sætte en dej over og trykke på startknappen.


Resultatet er fint

Hullet i bunden er der hvor dejkrogen har siddet. Slut med at smide glemt gær ud. Nu bruges kun tørgær her på matriklen. Brødet i den lille udgave på 750 g passer til os to gamle i to dage.

lørdag den 31. januar 2009

Matilde har lært at strikke

Vores dejlige Matilde, ældste barnebarn på 10, er på visit. Ankom i går med dyne og diverse. Vi hyggede os gevaldigt i aftes. Matilde ville gerne lære at srikke, så jeg fandt noget tykt garn og passende pinde frem. 5 masker på pinden og så derudaf - med mange stop og fejlmeldinger.

Gå-på-modet fejlede ikke noget, men til sidst meldte trætheden sig., men da havde hun alligevel strikket 15 cm. Godt gået.

Hun var åbenbart tidlig vågen i morges, for hun havde da nået at strikke 25 cm mere, da jeg sagde : go´formiddag :-) til hende. Hun fandt en passende knap, så nu har Ninus et nyt halstørklæde.

tirsdag den 20. januar 2009

Har meldt mig som strikker til Mødrehjælpen

Faldt over Kreativsiden.dk på Nettet. Læste, at de havde forskellige strikprojekter igang bl. a til Mødrehjælpen. Så jeg har meldt mig "on and off" til deres projekt.
Jeg synes det er en rigtig god sag, men skal lige finde ud af hvor meget tid jeg kan afse.
Har allerede modtaget garn og opskrift, ja sågar knapper til de første 2 drengebluser. Alle ting skal strikkes i str. 0-3 mdr., så det går rimelig hurtigt. Der er regler ang. garnkvalitet. Det er meget ok, at man ikke må bruge acryl til de kære små. Jeg er sikker på at nogle af mine djævlehuer havner i kasserne.
Er der nogen, der har tid/lyst eller som kender nogen, der vil strikke til småfolket, så meld jer under fanerne på www.kreativsiden.dk.
Under mine links i højre finder du andre hjælpeorganisationer, hvor der altid er brug for et par frivillige hænder.

Velkommen

Velkommen til Mormorstrik - en lille hobbyblog

Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.

Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.

Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/