onsdag den 17. juni 2009
Den lille uanselige køkkenklud
mandag den 8. juni 2009
Topstykket på pindene
Gennemlæsning af opskriften virkede lidt kaotisk. Men da jeg fik skrevet pindenumre og de forskellige ting ned på papir, virkede det hele nemmere. Maskemarkører på de rigtige steder gør det sidste til, at opskriften bliver supernem at håndtere.
Det er sikkert et projekt, der får lov til at hvile lidt ind imellem for at undgå strikkearme og -skuldre. Jeg strikker ikke så meget på de tyndere pinde, for jeg synes det er lidt hårdt ved armene.
Garnet er dejlig blødt at strikke med. Har hørt at dette garn er det samme som Holst og Marianne Svit sælger.
Jeg synes, der er mærkbar forskel på om garnet er vasket eller uvasket indeholdende spindeolie.
Elvira, som jeg strikker i Holst Garn er noget hårdere at strikke med, men skulle efter sigende blive lige så blødt efter vask.
torsdag den 4. juni 2009
De uundværlige grydelapper
Og med en hel del bomuldsgarn på lager og en gammel opskrift var det bare at gå igang med strikkeriet.
Grydelapper er ikke det mest ophidsende at strikke, men skønne at have færdige.
Mønsteret er en gammel opskrift fra det norske Asker Museums strikkeudstilling og opskriften er her
Det er et 100% tv-venligt mønster, for der strikkes kun med en farve ad gangen og kun retmasker og tag løs af.
Grydelappen lægges dobbelt, og kan afslutteds med en omgang fastmasker og herefter en omgang krebsemasker. Stroppen er hæklet med ind i første omgang med15 luftmasker og i 2. omgang er der hæklet fastmasker rund tom luftmaskerne fra vrangen.
Denne opskrift giver dejlig store og vamsede grydelapper.Grydelapperne fik lige følgeskab af en retstrikket karklud /brødklud /whatever:
Start med at slå 2 m op og strik ret alt imens der tages 1 m ud i starten af hver pind.
Når der er 100 m på pinden tages 1 m ind (strik 1 m., strik derefter de næste 2 masker drejet ret sammen, fortsæt i ret pinden ud. Når der er 2 m tilbage, lukkes af.
mandag den 25. maj 2009
Elvira på pindene
Måtte lige slå masker op til Elvira pigestr. for at prøvestrikke Holst garn og opskriften fra Sanne B. Men først efter jeg havde gjort mit babyprojekt færdigt :-)
Opskriften er lige at gå til. Garnet er rart at strikke med, selvom der er lidt spindeolie i, er det ikke noget man rigtig lægger mærke til. Garnet skulle blive rigtig blødt efter vask.
Farven er skøn. Lidt meleret i mørk lilla, lys lilla, grå og blålige nuancer.
Lige om lidt skal jeg sætte det hele på rundpind nr 3, og så går det bare derudaf, så langt som jeg synes.
Færdigt strik til Mødrehjælpen
småstrik på vej til Judith, som er ny tovholder på projekt Mødrehjælpen på Kreativsiden.dk.
Alt er strikket i bomuldskvalitet.
En hæklet hagesmæk med hulbort. Hulborten bruges også som knaphul til en enkelt stor knap.
Et par hæklede savlesmække / små hagesmække.
En lille koralfarvet pigetrøje, strikket fra halsen og ned efter principperne her:Tante Grøns blog
Endnu en lille pigetrøje, også strikket fra halsen og ned - uden særlig opskrift
og endnu en lille drengetrøje med påsatte ærmer:
onsdag den 20. maj 2009
Holst Garn er landet
Jeg havde bestilt bleached white, crocus (som var udsolgt) og peacook.
Det er lidt af en satsning at bestille farver udfra et skærmbillede, men jeg er 110% tilfreds, og fremover har jeg farvekortet, for jeg er sikker på at dette ikke er mit sidste køb hos Helle Holst.
tirsdag den 19. maj 2009
Skal igang med Geilsk Topstykke og andre projekter

Har lige fået en bestilling på et mørklilla sjal i tynd Kido Multi Mohair m/guldtråd , så det er jeg lige så stille gået igang med:
I morgen kommer posten med garn fra Holst Garn. Jeg er spændt på at se og mærke det.
Har planer om at strikke flere Islandske brudesjaler eller lign i det.
Fik en dejlig mail fra Helle i Jylland om, at hun havde opskriften fra Hjemmet nr 5 på Februar Baby Sweater til mig. Den skal der også bookes tid til :-) Tak Helle.
Har også kigget på SanneB's Elvira til mine børnebørn Sille og Matilde.
Er faldet over disse links:
http://www.kcgtrading.com/specials.php
som er rigtig mange opskriftbøger/hæfter på engelsk til nedsatte priser
og for de hækleglade, de sødeste købeopskrifter:
http://www.gourmetcrochet.com/index_files/Page358.htm
Maj 09: Flere babytrøjer til Mødrehjælpen
Den første er strikket i Anemone, som er et lækkert garn at strikke i, blødt og vamset og formfast. 50 g = 140 m
Jeg er helt vild med denne farve, som nærmest er koral
Raglantrøjen er strikket fra halsen og ned efter grundprincipperne på Tante Grøns blog:
Tak for den gode beskrivelse.
Det er supernemt, og man kan lege med mønstre, former og størrelser undervejs.
En anden lille trøje er undervejs:
Den er også strikket fra halsen og ned. Startede som undertrøjen fra Hendes Verden 20, men ændrede sig i stedet til endnu en lille trøje med plads til små bindebånd. Den er lidt vid i halsen, så der kommer en hæklet hulrk som afslutning.Strikket i 8/4 Bomuldsgarn / 50 g = 165 m, som er tyndere og løsere i det end Anemonegarnet.
Regner med at den trækker sig lidt sammen i vask.
torsdag den 30. april 2009
Småstrik i bomuld
Nu skal jeg have omdannet nogle nøgler bomuld til babybluser og hagesmække.
Mangler lige knapper i den lyserøde. Er løbet tør for garn til drengeblusen, men mere er heldigvis på vej.
Så skal tingene lige vaskes, inden de sendes videre til hønemor på Kreativsiden,
som indsamler strik fra hele landet til forskellige projekter, bl.a. barselspakker til mødrehjælpen.
mandag den 27. april 2009
Advarsel: Popcorn: Ikke for børn under 3 år
Vores barnebarn Lille V på godt 2 år sad i forgårs sammen med sin storesøster Sille (de to skønne unger til højre foroven) derhjemme foran fjerneren og hyggede sig med nylavede popcorn.
Pludselig fejlsank Villads og begyndte at hoste og fik problemer med vejrtrækningen. Heldigvis havde mor Malene næsten lige været på kursus, så hun kunne yde førstehjælp.
Da han fortsatte med at hoste gik turen omkring vagtlæge og røntgen, der ikke viste noget.
Hele dagen i går gik han og småhostede, og i aftes fik han så feber.
Blev indlagt på Roskilde sammen med Malene, og blev her til morgen overført til specialafdeling på Køge. Stakkels lille Villads kom i narkose for at få undersøgt lungerne. Her fandt man et lille stykke popcorn i venstre lunge, som nu er fjernet. Villads venter nu på at vågne igen efter narkose og skal nok ligge til obs resten af dagen.
På sygehuset fortalte de Malene, at man faktisk fraråder at give børn under 3 år popcorn.
Det har ingen af os hørt om før..... Så derfor sender jeg beskeden videre rundt i blogland, så ikke flere småbørn kommer galt afsted.
søndag den 26. april 2009
Forårsflor i haven

torsdag den 23. april 2009
Islandsk brudesjal i normal størrelse
Denne gang er det blevet perfekt i str. og struktur. Det er altså et dejligt garn at strikke med.
Vasket og blogget, og så flot og dejligt. Jeg har lige lånt Jeanettes krop så man bedre kan se, hvor fantastisk dette mønster er.
En ufo mindre: Tiger Eye halstørklæde
Nogen gange går tingene i stå lige før vask og udspænding og nogle gange allerede før sammensyning.
Hvor svært kunne det være..... at tage sig sammen til det.
Hvis det altså ikke bare lige var fordi jeg kunne se, at kanten havde en dårlig vane med at rulle, uanset hvad jeg gjorde, så min interesse var ligesom videre til nogle andre projekter.
lørdag den 18. april 2009
Islandsk brudesjal bigsize
Det er strikket i Nettomohair på pind 7.
OK det er måske nok blevet rigeligt stort: 265 cm over skuldrene, men det er dejlig blødt og lunt. Jeg har ikke blogget sjalet. Det er ikke nødvendig i dette garn, og det bliver faktisk pænere i faconen af at blive "gået til"
Jeg bruger normalt M, snigende sig over i en lille L - men dette sjal vil helt sikkert være flottere på en størrelse bigsize.
Derfor er det til salg, hvis nogen er interesseret.
Sjalet er solgt
lørdag den 28. marts 2009
Kransekage
Jeg forstår slet ikke at nogen køber færdig kransekage. Jeg synes den er alt for sød.
Min opskrift er ganske nem:
750 g ren Odense marcipan, 170 g flormelis, 1 bæger æggehvide (1½ hvide).
På med et par tynde gummihandsker, så hænger marcipanmassen ikke i.
Marcipanen plukkes i stykker og kommes ned i skålen med flomelis. Æltes lidt sammen med hænderne. Æggehviden tilsættes lidt efter lidt. Det hele æltes til en ensartet masse.
Lidt flormelis på bordet, og massen trilles i stænger, der skæres i passende stykker. Kan evt. få en tur ned i hakkede nødder.
Sættes på bagepapir. Bages ved 210 /220 grader ca. 8-10 min.
Tjek at stykkerne ikke blive for mørke i bunden. Flyt evt. pladen lidt højere op i ovnen.
Kan pyntes med smeltet chokolade eller skriverglasur.
Velbekomme
Fasan-fatter var lige forbi....
Han havde et par fjer, der ikke sad helt som de skulle, så han har været ude for et eller andet. Han var dog ikke generet af det, og drønede rundt og kaldte. Efter 5 minutters tid var han forsvundet igen.
Flere kidomohair-sjaler
Der er også blevet tid til lidt flere sjaler i det tynde kidomohair.
Drops fabeltrøje
Jeg har strikket den i str. L og der er gået 10 nøgler til, fordi jeg har gjort overstykket længere end i den originale opskrift. Jeg synes den virker lidt for stor, så det er nok et spørgsmål, hvor meget jeg kommer til at bruge den.
Velkommen
Her ligger mine nørklerier til skue, især sjalerne er et hyggeligt håndarbejde, der kan kombineres med tv-kiggeri.
Jeg er altid glad for kommentarer til indlæg - kan lægges her på siden eller sendes til mormorstrik(@)gmail.com
Udelad parantesen i mailadressen.
Mit overskudslager bliver solgt via Mormorstrik på Amio.dk eller via min blog http://sjaler.blogspot.com/